Jeg ærgrede mig som kun en rigtig nørd kan ærgre sig, over at jeg ikke fik købt mig en Sony Ericsson C905 imens jeg havde råd til den. Nu er ærgrelsen imidlertid så småt ved at aftage, for jeg har fundet ud af at der er noget andet jeg hellere vil have.
SE's nye supertelefon, Satio (der tidligere gik under arbejdstitlen IDOU), der kommer på markedet i andet halvår af 2009 er i den grad værd at vente på, så det gør jeg.
Egentlig er Satio mere et kamera end en telefon, omend den formentlig fint kan stemme-forbinde mig med mine omgivelser, og lade mig sende mine 500 sms'er om måneden. Det ER det 12,1 megapixel kamera på bagsiden der er trækplaster nummer et, og det der, formentlig, vil gøre telefonen til julesællert nummer ét på mobilfronten i hele Vesteuropa. Det er så høj kvalitet, at langt de fleste almindelige digitalkameraer er stået af, og det er lige før at den - hvis lyset er godt, og motivet tæt nok på - vil kunne hamle op med mit Nikon D80!
Når jeg får fingre i sådan en fætter her, så er kameraet - altså virkelig KAMERAET - altid lige lige ved hånden. Der er ikke tale om billeder, som jeg kan sidde og overbevise mig selv om er i en ok kvalitet. Næ nej, det er seriøst kvalitet vi her snakker om. Xenon-blitz, Carl Zeiss-optik og hele svineriet.
Det allerfedeste er, at jeg netop har indledt jagten på et digitalt videokamera. Den slutter så også her, for Satio kan i dén grad optage video. Endda i widescreen hvis det ønskes.
Widescreen er også det format telefonens trykfølsomme skærm leveres i, og den er angiveligt ganske stor. Jeg føler mig ikke overbevist om at den ligefrem kan levere en biografoplevelse, selvom producenten gerne vil have det til at lyde sådan, men mindre kan vist også gøre det. 3,5" skulle den helt præcist være.
Telefonen har naturligvis også indbygget GPS, så jeg kan finde vej (hvad er der nu galt med et godt gammeldags Krak-kort?), diktafon så jeg kan huske det jeg glemmer, FM radio, picture-blogging kit, så i kan følge med med det samme, og meget meget mere. Nuvel, det er først og fremmest kameraet jeg vil have.
I øvrigt er Satio ganske handy - kun 13mm tyk, 112 lang og 55 bred. Det er omtrent som min nuværende telefon.
Du kan læse meget mere om Satio lige her ->
2 kommentarer:
Fede indlæg du har på din blog, og den her mobil lyder godt nok spændende...Men hvad bliver prisen, ved du det?
Hej Irene, tak skal du have :-)
Jeg har desværre ikke kunne finde noget om prisen, men mon ikke et godt gæt er omkring 3500 uden abonnement og omkring det halve med abonnement. Det kunne jeg i hvert fald forestille mig :-)
Send en kommentar