Clematis i lange baner

on mandag den 8. juni 2009

Vi er så heldige at de forrige ejere af vores dejlige hus har plantet fire flotte clematis i vores have, og hold da op en herlig blomst på denne årstid! Den er simpelthen så taknemmelig, og blomsterne vælter frem i hundredevis i øjeblikket. Her er lidt billeder af de tre af vores clematis der blomstrer lige nu. Vi har en genstridig en på terrassen der ikke rigtig vil sætte blomster, men mon ikke det kommer :-)

Den rødlilla her får simpelthen de flotteste mørke, fløjlsagtige blomster. Den står for sig selv i et hjørne af haven ved et lille skur, og får masser af sol. Den har ikke sat mange blomster endnu i år, men så længe de er så smukke som den her, så kan jeg godt nøjes med få.

Den hvide i forhaven er til gengæld helt tosset med at blomstre. Der er i hvert fald 50 blomster på lige nu, ligesom der er på den blå foroven som står lige ved siden af. Sådan en blomst er jo et rent kunstværk!

Fars Dag

on søndag den 7. juni 2009


Så fik jeg fejret min blot anden Fars Dag i mit liv, og Daniel havde været ude og købe en dejlig gave til mig - to flotte spanske margueritter der kan kommer i nogle krukker og pynte på terrassen.

Jeg tror at Tina har fortalt Daniel at hans far er helt vild med spanske margueritter, og det har hun helt ret i. Jeg elsker simpelthen den blomst. Flot og farvestrålende, og ikke mindst taknemmelig.

De skal stå og dufte og se flotte ud hele sommeren :-)

Daniels første dag i den nye dagpleje

on onsdag den 3. juni 2009


Fars lille bandit
Daniel er startet i ny dagpleje i dag, og det gik heldigvis super godt. 2½ times søvn til middag, og godt humør hele dagen meldte Gurli, som hun hedder. Vi var ellers glade for den gamle dagplejer, men det fungerede bare ikke rigtig med Daniels søvn, så vi fik en træt lille soldat hjem hver aften, som i hvert fald ikke havde lyst til at lege med sine forældre, spise eller noget som helst andet...

Nu håber vi at det bliver bedre. Den første dag lover i hvert fald godt, så lad det endelig fortsætte!

Min far er arbejdsløs, så jeg må slide i haven når han henter mig tidligt!