I aften sendes det første afsnit i den nye sæson af The River Cottage, og til min store fortrydelse kan jeg ikke se det, da det sendes på britiske Channel 4. Til gengæld håber jeg at de smider hele programmet eller brudstykker af det på Youtube en af de kommende dage, så man alligevel kan se hvad den gode Mr. Fearnley-Whittingstall finder på i denne ombæring.
I mellemtiden må jeg nøjes med Søren Ryge, som jeg netop har set direkte fra hans have. Uanset hvor meget nogle elsker at hade den gode mand, så kan jeg kun fascineres af hans passion - både for haven men også for andre mennesker, som han leverer nogle af dansk tv's mest åbenhjertige interviews med.
Dagens program bød på en traditionel havevandring ala Ryge, med en afstikker til Århus Universitet hvor han skulle have aldersbestemt nogle gamle knogler fra hans mark v.hj.a. kulstof 14 metoden. Ganske interessant rent faktisk, selvom det ER haven der er numero uno trækplaster i min optik, når det kommer til Ryges programmer.
Resten af aftenen går formentlig med at skrive på denne blog, og sætte den op så den ser ud som jeg synes den skal. Og nå ja, så skal jeg lige have smidt min blanket til SP i postkassen, så jeg kan få mine penge ud. Det er ikke meget vi snakker om, men lidt har også ret når man er arbejdsløs.
0 kommentarer:
Send en kommentar