Pyha... det er hårdt at have hus og have - ISÆR når man går hjemme og er arbejdsløs. Tiden skal jo fordrives med et eller andet, så jeg er startet fra en ende af med alle hængepartierne, og det omfatter alt fra klipning af hæk til fejning af indkørsel.
Blandt de lidt grovere ting på to-do-listen finder vi oprydning i garage, re-etablering af beboeligt kontor i det gamle soveværelse og klinisk rensning af ovn og grill. Jeg tror i første omgang jeg holder mig til de lettere opgaver - man skal jo lige i gang! ;-)
Nu har jeg efterhånden været i gang med at klippe hæk, med gammeldaws hækkesaks, i en uge, og jeg er stadig kun halvvejs. Det er godt, gedigent hårdt arbejde, og selvom det faktisk er hyggeligt at gå der og lade tankerne flyve, må jeg erkende at dovenskaben de seneste dage har overmandet mig i en sådan grad at jeg overvejer at låne en elektrisk hækklipper. Der skal jo trods alt også være tid til at skrive ansøgninger, dase på sofaen og nyde solen.
Her den anden dag havde jeg smidt vores kost et tilfældigt sted i haven. Sjovt nok samme sted som jeg tilfældigt havde smidt min mors gamle havelåge af en cykel. Da jeg skulle bukke mig ned og samle skodder op fra jorden, fandt jeg pludselig motivet både smukt, farverigt og rustikt. Ja, mit hovede er ikke altid helt normalt, men det er da en lækker komposition... om ikke andet, så minder fotografiet af det mig i hvert fald om at jeg hellere må komme videre.
0 kommentarer:
Send en kommentar