Magtesløshed

Min kone har lige været indlagt på hospitalet. Det var forfærdeligt. På flere niveauer.

Lørdag tog Tina til vagtlægen, for hun havde haft vanvittigt ondt i maven i et par dage, så det var tid til at få gjort noget ved det. Da hun tidligere har haft vrøvl med nyrerne konkluderede de kloge hoveder på Næstved Sygehus at det nok var dér den var gal igen, så afsted hun røg til Nykøbing Falster sygehus, hvor nyreafdelingen nu ligger.

Jeg var stået tidligt op med Daniel, og vi havde aftalt at jeg lige kunne sove lidt om eftermiddagen inden jeg skulle på nattevagt. Den plan blev lige lidt spoleret. Så Tina afsted til Nykøbing, imens jeg kørte Daniel ud til svigermor. Forsøgte at sove et par timer derhjemme, men telefonen stod ikke stille ret længe ad gangen, og jeg var syg af bekymring. Fik lidt mad hos svigermor, og så afsted på nattevagt.

Hjemme igen næste morgen klokken 9, hurtigt i seng for at få sovet lidt. Klokken halv elleve begyndte telefonen at kime. Jeg kunne ikke slukke den - jeg anede ikke hvad der skulle ske med Tina, og jeg ville være ved telefonen hvis hun fandt ud af noget dernede i Nykøbing. Jeg fik sovet lidt, skyndte mig ud af fjerene og ud til svigermor, hvor Daniel stadig var. Aftalte med Tina at der ikke var nogen grund til at køre til sygehuset når hun måske alligevel skulle hjem samme aften. Ked af ikke at kunne besøge min kone, men det kunne under alle omstændigheder ikke hænge sammen, for jeg skulle på arbejde igen klokken 20.

Fik mad hos svigermor, og tog hende med hjem, så hun kunne putte Daniel herhjemme. Søndag aften havde jeg kort vagt - arbejdet er helt nyt, så jeg mødte ind for at lære de sidste ting inden jeg skulle være alene med brugeren der er respiratorpatient mandag nat for første gang. Jeg var hjemme klokken tolv søndag nat. Drak en kop kaffe med svigermor, takkede mange gange for hjælpen,og vi håbede at Tina kom hjem dagen efter. Svigermor kørte hjem, Daniel vågnede 4:30. Jeg tog ham ind i min seng. Han snakkede i et par timer, så stod vi op.

Mandag. Dagen for min første nattevagt på egen hånd. Vildt spændt, og helt vildt bekymret for min kone. Jeg regnede med at hun kom hjem i løbet af dagen, men Daniel og jeg kørte alligevel ned og besøgte hende fra morgenstunden. Det var dejligt at se Tina. Vi nåede kun lige frem, så skulle hun scannes. Det havde hun ikke kunnet blive endnu, for Nykøbing Falster sygehus har åbenbart ikke bemanding til at kunne bruge deres scanner i weekenderne! Det i sig selv er forrykt, men det tager vi på et andet tidspunkt.

Efter scanningen snakkede vi med Tina i en times tid, så kørte vi hjem igen så Daniel kunne sove til middag. Vi vidste stadig intet, udover at de nu mistænkte nogle vandcyster for at være kilden til smerten hos min kone.

Hun blev undersøgt af en gynækolog senere, og han gav scanner-folket ret. Operation var nødvendig, og den skulle foregå klokken 18 samme aften - det fik vi at vide klokken 16. For sent til at jeg kunne komme af med min nattevagt, for sent til at jeg kunne nå en tur til Nykøbing inden jeg skulle på arbejde. Frustrerende!

I mellemtiden havde jeg bøvlet en time med at få Daniel til at sove til middag. De to gange 45 minutters snorken frem og tilbage til Nykøbing havde været rigeligt for ham. Klokken halv to gav jeg op, kørte Daniel hjem til mine forældre så jeg kunne få sovet lidt inden nattens strabadser.

Så kom nyheden om at Tina skulle opereres. Jeg var ved at blive vanvittig af frustration, og tårerne trængte sig på. Dels fordi jeg syntes det var forfærdeligt at Tina var helt alene dernede når hun skulle igennem en operation. Jeg ved hvor meget hun hader det og man vil gerne være hos sin kone når hun skal igennem sådan noget. Dels fordi jeg var totalt udmattet allerede. Dårlig søvn, dårlig søvnrytme, ufatteligt meget nyt på arbejdet, bekymringer i lange baner, dårlig samvittighed overfor vores søn over at overlade ham til bedsteforældrene næsten samtlige døgnets timer.

Jeg fik lukket øjnene en smule. Skyndte mig hjem til mine forældre for at få lidt mad og hente Daniel. Det var dejligt. Min far kunne se med det samme at jeg havde grædt. Der var under tre timer til jeg skulle på arbejde. Vi sagde pænt tak for hjælpen, og jeg landede hos svigermor med Daniel klokken 19. Han skulle sove hos hende igen - det var gået godt de andre nætter, og der var ingen grund til at forvirre ham mere end højest nødvendigt.

Tina var stadig på operationsgangen eller opvågningen eller? Jeg anede ikke hvad der skete. Jeg kørte på arbejde. For første gang var brugeren mit ansvar alene. Jeg havde alt andet i hovedet. Det gik godt. Ved 22-tiden snakkede jeg med Tina. Operationen var gået rigtig godt. Lettelse!

De havde fundet ud af at smerterne måske skyldtes de store vandcyster på æggestokkene, men at det var mere sandsynligt at de skyldtes at den ene æggeleder havde snoet sig, og oven i købet var vokset fast på bugvæggen. De skar den fri. Godt nok - fertiliteten skulle være intakt. Dejligt.

Natten forløb nogenlunde planmæssigt. Mandag morgen skulle jeg afløses. Der var problemer med teknikken - jeg kom fra abrejdet 9:30. Hjemme i sengen halv elleve. Totalt udmattet. SMS'er og telefonopkald i lange baner og armtykke stråler.

Halv fire skrev Tina at hun var klar til afhentning. Jeg strøg i bad og kørte ud til svigermor hvor Daniel også var. Jeg fik min far til at hente ham derude inden jeg kom. Han ville blive vanvittig af turen tur-retur til Nykøbing, særligt fordi det ville kollidere med hans spisetid. Far lovede at fodre ham.

Svigermor og jeg kørte afsted til Nykøbing. Tina var kørt derned i bil, men kunne ikke selv køre nu. Vi var nødt til at have assistance til at køre den ene bil hjem. Tina havde det godt da vi kom frem. Hun fik lidt at spise, vi fik ingenting. Der er ikke engang kaffe til de pårørende på Nykøbing Sygehus. Fremragende. Formalia skulle lige klares, og så kunne vi køre hjemad kvart i seks.

Tilbage i Næstved klokken 19. Jeg henter Daniel hos mine forældre - han har haft en god dag. Kæmper med at få ham lagt i seng da jeg kommer hjem med ham. Tina kan ikke løfte og er udmattet. Det er jeg også. Han falder i søvn. Så er det tid til aftensmad som svigermor har været sød at stå for. Fasan med rodfrugter. Fantastisk. Mit første måltid i mere end 24 timer.

Jeg kører svigermor hjem ved ti-tiden. Kommer hjem igen, falder halvdød om på sofaen. Tina er hjemme. Det er dejligt. Jeg er træt, hun er træt, men vi er sammen - hele familien samlet. Det føles som evigheder siden vi var det sidst. Det er ikke evigheder siden, det var i lørdags. Tiden fløj langsomt, og blev overhalet af frustrationerne flere gange, men alt blev godt til sidst.

Fantastisk at have Tina hjemme igen her til morgen. Man elsker hinanden endnu højere når man bliver ufrivilligt adskilt. Jeg elsker også både svigermor og mine forældre højere end nogensinde når man ser i hvor høj grad de er villige til at ofre sig for at få vores liv til at hænge sammen i sådanne situationer. Man kan ikke takke dem nok, de er fantastiske.

Nu skal jeg først på arbejde igen i nat, og i morgen nat. Det synes som det rene ingenting nu, selvom trætheden stadig hænger mig i haserne. Jeg er ligeglad. Tina er hjemme, min kone er hjemme igen. Det skal nok gå så :-)